Undergravende adfærd
Når nogen eller noget graver i det fundament, som det professionelle samarbejde hviler på. Tegningen viser, hvad der sker med det, man forsøger at bygge op, når nogen fatter spaden, og graver i fundamentet. Det er en markant og effektfuld metafor, der beskriver en problematisk adfærd, vi alle kan have. Både bevidst og ubevidst.
Forestil dig at I skal bygge et hus.
Det skal gøres ordentligt, for hos jer går man ikke på kompromis med kvaliteten af det, man bygger op. Det vil sige, at I er afhængige af et solidt fundament.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der ville ske, hvis nogen i fællesskabet hele tiden – på den ene alle anden måde – nedbrød fundamentet. Alt det gode I bygger falder sammen, og I må starte forfra. Det koster kræfter. Det slider!
Lige præcis sådan kan kulturen opleves på mange arbejdspladser.
Aftaler der ikke holdes eller gradbøjes, processer der startes op og hurtigt løber ud i sandet, nye aftaler der indgås, men ikke efterleves og så videre.
Fundamentet man prøver at bygge på undermineres løbende gennem det, vi kalder for undergravende adfærd. Det er vildt opslidende.